
Kort præsentation
Helmer Jessen bor i et villakvarter i Vejen, og har i haven etableret sin vingård med ca. 85 vinstokke. De ældste planter er ca. 25 år gamle og over tid er der løbende plantet flere planter og nye sorter.
Baggrunden for vingården
Interessen for vin ligger langt tilbage til studietiden i Odense i 1976. Det var en interesse for vin generelt, som også blev stimuleret på rejser til blandt andet Frankrig. I det hele taget har franske vine altid været et interesseområde, senere suppleret med vinlandene Italien og Portugal. Denne vininteresse udviklede sig, da Helmer læste bogen om Dyrkning af vin af Jørgen Bech. I midt halvfemserne boede familien på en landejendom med plads til plantning af vin, og her blev de første vinstokke, 25 Regent og 25 Leon Millot sat i jorden. 1998 blev året, hvor Helmer lavede sin første danske vin.
Lidt om vingårdens omfang og opbygning
Vinstokkene er etableret i rækker nord-syd med ca. 1½ meter mellem rækkerne. Spalier er opbygget af stolper i Akacietræ, en træsort som har lang levetid. Imellem rækkerne holdes jorden bar ved fræsning to gange i sæsonen. Øvrig bearbejdning mellem planterne er håndarbejde.
Planterne er bundet op i dobbelt Guyot med delvis fast Cordon i 3-5 år. Det gør vinterbeskæringen lidt enklere, til gengæld skal man være meget opmærksom på at få luget skud væk, så de ikke tager overhånd.
Til planternes vedligehold bruges lidt NPK-gødning med lavt N, Dolomitkalk til at holde ph-balancen, magnesiumsulfat/bladgødning 4 gange i sæsonen, sprøjtesvovl 2 gange i sæsonen, samt kaliumbicarbonat 3 gange i sæsonen.

Sortsammensætningen er 24 Rondo, 11 Leon Millot, 13 Regent, 5 Orion, 10 Solaris, 13 Cabernet Cantor, 5 Cabernet Carol, samt 5 Muscat Bleau.
Lidt om vinfremstilling
Vinproduktionen på Domaine de la Terrasse er afhængigt af året og vind og vejr mellem 20 og 120 flasker.
Høsten foregår typisk fra slut september til midt oktober. Høstresultaterne har været meget svingende. Som eksempler kan nævnes, at Helmer i 2018 høstede 130 kg., i 2019 ca. 19 kg., i 2020 22 kg. De to sidste år blev hverken Regent eller Leon Millot høstet, druerne var ikke modne. – Alle druer håndplukkes og afstilkes med håndkraft.
Hvid og rosé presses efter et døgn, og gæres herefter køligt i glasballoner. Rødvin massegærer 8-12 døgn i plastbeholdere. Herefter presses druemassen, sættes til gæring på glasballoner ved stuetemperatur. Rødvin bliver også malolaktisk gæret. – Helmer bruger gærtyper fra Lallemand. Alle vine får lov til at gære helt ud. Efterfølgende lagres rødvinen med mellemristede egechips.

Et gennemsnitsår laver Helmer hvidvin, rosévin og rødvin, nogle år også en clairet
Planer for vingården fremadrettet
Der er ikke planer om store ændringer, dog har Helmer tanker om at fjerne Leon Millot og erstatte dem med Cabernet Cantor, som han har gode erfaringer med yder mere og modner bedre i hans vingård.
Jens Wichmann 17. okt. 2021