Skærsøgaard

Maj 2009. Portræt af en vinavler Sven Moesgaard Skærsøgaard

Navnet Svend Moesgaard og Skærsøgaard Vin kender alle danske vinavlere og mange vinelskere i Danmark. Også internationalt er Skærsøgaard Vin ved at skabe sig et navn på grund af den imponerende høje kvalitet af vin man sender på markedet. Det er til dato, udover et utal af danske medaljer, også blevet til fem medaljer i store internationale vinkonkurrencer, heraf én guldmedalje. Skærsøgaard har hvert år siden førte årgang, 2001, produceret rød-, hvid-, Rosè- og Mousserende vin. Sven Moesgaard er i 2005 og 2008 blevet kåret som ”Årets Vinbonde” i Danmark, og Skærsøgaard`s Don´s Cuvée 2006 ( Mousserende ) og Sweet Gold 2007 ( Sød vin ) er som eneste danske vine opført i The World`s Best Wines 2008, en liste, som navnet siger, over verdens bedste vine ! Hvem havde for få år siden forestillet sig at dansk vin kunne gøre sig bemærket internationalt ? Svend Moesgaard startede sin karriere som lærer og højskoleforstander og grundlagde senere et kendt medicinalfirma, inden han i 1990’erne også kastede sig over dansk vinavl. At nedsætte sig som vinbonde i Frankrig, når han gik på pension, har i mange år været en drøm for Svend Moesgaard. Af flere grunde blev det dog i Danmark han startede sit vinprojekt. Sven Moesgaard har på et tidligt tidspunkt set muligheden i dansk vinavl på grund af nye egnede vinsorter og klimaændringerne, med stigende temperatur til følge, som bidrager til en bedre modning af druerne. En afgørende grund for Sven Moesgaard til at etablere sig som vinbonde her i landet er udfordringen ved at fremstille vin i Danmark. Som Sven Moesgaard siger ”der er jo ingen at spørge”. For de fleste vinmagere gælder det at vinavl er gået i arv gennem generationer, hvilket jo ikke er tilfældet her. Sven Moesgaard er absolut selvlært. Alle der har besøgt Skærsøgaard vil være enige i at han har fundet et ”smørhul” til sit vinprojekt og privatadresse. Privat boligen ligger med skrånende græsplæne ned mod en sø, og på skråningerne på modsatte side af søen hæver vinmarkerne sig. Et pragtfuldt skue. Det super moderne vineri, og et meget stort drivhus, er bygget lidt tilbagetrukket i forhold til søen og privat boligen. I tilknytning til vineriet ligger en medarbejderbolig som bebos af Arne Straarup, Skærsøgaards mangeårige medarbejder, som tager sig af arbejdet i vinmarken. Maskinhuset, hvor de mange forskellige maskiner til markarbejdet opbevares, er bygget ”nede bagved”. Skærsøgaard vin forhandles i Danmark primært via H J Hansen, som hovedgrossist, og sælges derfor i specialbutikker som Magasin’s vinafdelinger og kæden Vinspecialisten. Mange kendte restauranter har også Skærsøgaard vine på vin menuen. I forbindelse med vinarrangementer sælges der også en del vin fra Skærsøgaard. Svend Moesgaard er medlem af Foreningen af Danske Vinavlere og var i en del år en meget aktiv næstformand i foreningen. Herigennem har han været med til at udforme de danske regler og bestemmelser for regional vin. Han har arbejdet ihærdigt for, at ingen dansk produceret vin bør frigives til salg, før den er prøvesmagt og godkendt af et uafhængigt smagspanel således at forbrugerne er sikret et kvalitets produkt når de køber dansk produceret vin. Skærsøgaard Vin er den første registrerede og autoriserede vingård her i landet og sendte, som tidligere nævnt, sin første vin på markedet i år 2001. Herefter er det gået forrygende stærkt. I takt med høsten af internationale medaljer stiger eksporten af Skærsøgaard vinene, hovedsageligt til Tyskland. Ca. 3,8 ha er beplantet med vin, i alt ca. 10000 vinplanter, men da vinproduktionen ikke kan følge med den store efterspørgsel af Skærsøgaard vin har Sven Moesgaard købt en naboejendom. Der således i fremtiden mulighed for en næsten fordobling af vinproduktionen. Dette forår er der desuden fældet et skovareal på Skærsøgaard for at gøre plads til et meget stort antal Solaris planter. Her foretager Svend Moesgaard et nyt af mange eksperimenter, nemlig at øge rækkeafstanden og mindske afstanden mellem vinplanterne i forhold til tidligere beplantninger. Rækkeafstanden øges for at give en bedre sol eksponering og planteafstanden mindskes for at begrænse udbyttet pr. plante, alt sammen for at øge druekvaliteten. På grund af den forholdsvise korte afstand mellem planterne i rækkerne benyttes enkelt Guyot beskæring. Skærsøgaard satser en del på Solaris druen som kan opnå meget høje sukkerværdier ( Oe ), og er under de rette forhold, i stand til udvikle ”ædelt råd”. ( Botrytis Cinerea ) En parcel, ved søbredden hvor betingelserne for udvikling af ”ædelt råd” er særlig gunstige, og som var beplantet med Lucy Kulmann, er blevet ryddet og erstattet med Solaris. De øvrige hoveddruesorter er: Rondo, Leon Millot, Regent Cabernet Cortis, Orion, Zales Perle og Madeleine Angevine.