Årets gang – Maj 2020

Så kom regnen endelig efter flere ugers solskinsvejr. Ikke fordi de etablerede vinplanter har manglet vand, men for nyplantede planter var det på tide med regn.

De mange solskinstimer i april måned har bragt alle vores sorter til udspring, så den nye høstrapport, 2020, er oprettet og udspringsdatoerne er ført ind i rapporten.

Jeg kan kun opfordre alle avlere til at oprette høstrapport så den kan udfyldes og mailes til foreningen sidst på sæsonen. Rapporten kan downloades fra FDV’s hjemmeside.

Nu da alle sorter er sprunget ud er skuddene meget sårbare overfor frost. Heldigvis ser det ikke ud til at vi skal ha’ nattefrost i de nærmeste dage, men man kan endnu ikke være sikker på at frosten udebliver.

Når faren for nattefrost er ovre er det tid til at udtynde skud. Vi forsøger at ha’ ca. to håndsbredder mellem skuddene for ikke at få en for tæt løvvæg og hindre overbæring af planterne. Hvis der skal fjernes skud fjerner man naturligvis fortrinsvis skud der peger nedad eller ud til siderne. Vanskuddene på stammen fjernes så snart de er dannet.

Når der foretages udtynding af skud er det vigtigt ikke at fjerne et par skud tæt på stammehovedet da der skal være egnede skud (grene) til nedlægning det følgende år hvis man anvender lang spore beskæringssystemet.

Hvis man anvender Fast Cordon efterlades et par skud på den korte spore hvor det svageste skud fjernes lidt senere på måneden.

Også her er det vigtigt ikke at få for tæt løvvæg.

Hvis man sprøjter forebyggende mod meldug kan første sprøjtning foretages før blomstring. Vi anvender 2 g. sprøjtesvovt pr. liter vand.

Her kan man også sprøjte forebyggende mod stilksyge med magnesiumsulfat, 2,5 g. pr. liter vand. Sprøjtesvovl og magnesiumsulfat må gerne blandes så man undgår to ”omgange” med sprøjten.

Tiden for flaskning af sidste års begrænsede mængde vin, for vores vedkommende, nærmer sig. Det er derfor vigtigt at tjekke om forbrugsvarer som f.eks. propper, sulfit mm. er ”på lager”.  Vi venter dog nok med at flaske vinen til næste måned.

Og så var det A. P. Herbert (1890-1972) der engang sagde:

“Afholdsmænd synes at dø ligesom alle andre, så hvilken nytte skulle det have at holde op med at drikke.”

SK