Vinavlere og vininteresserede i vores område
Efterårsmøde søndag den 1. november 2026
Hermed indbydes til efterårsmøde søndag den 1. november kl. 13.00.
Vi skal besøge Jens Jensen, Svennemøllevej 36, 6470 Sydals.
Vores vært etablerer og driver en erhvervsvingård på Sydals. Svennesmølle Vingård er således en ret nyetableret vingård, der her i 2026 har plantet de sidste af i alt 4278 vinstokke. Der er plantet såvel grønne og blå sorter med henblik på produktion af et bredt sortiment af vine. Vi skal en tur i vinmarken, så husk fornuftigt fodtøj. Vi vil få fortalt vingårdens historie, og vi vil få et par smagsprøver. Så benyt muligheden for at se, hvordan man bygger en vingård op helt fra bunden.
I løbet af eftermiddagen indtager vi vores medbragte kaffe og brød.
Der vil på mødet blive rig lejlighed til at udveksle ideer, tanker, erfaringer om vores arbejde med vin, ligesom der til udvalget kan stilles spørgsmål om forskellige aktuelle emner.
Pris: 75 kr., 50 kr. til Svennesmølle og 25 kr. i mødegebyr til lokalgruppe Syd- og Sønderjylland. Betales til Jens Wichmann på mobilepay eller kontant.
Tilmelding: Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 25. oktober til Jens Wichmann, tlf. 29 82 47 48, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com. Der er maksimum 32 pladser.
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
PS Den opmærksomme vinavler vil bemærke, at vi da plejer at have vinskue på dette tidspunkt af året. Korrekt. Men skattemyndighederne kan ikke længere acceptere, at hobbyavlere udskænker deres vin i foreningssammenhæng. Der vil være bødestraf ved overskridelse af reglerne. FDV´s bestyrelse arbejder hårdt på en fremtidig løsning. I kan læse mere i Vinpressen og på FDV´s hjemmeside.
Referat fra forårsmøde søndag den 22. marts kl. 13.00 på vingården på Lindbjerg Skovvej ved Aabenraa.
15 vinavlere var mødt frem på en fantastisk og solrig forårsdag.
Tina og Bent og Gerda og Kaj driver en hobbyvingård med ca. 300 vinstokke med 4-5-6 forskellige sorter i grønne og blå druer. Vi startede i vinmarken. Bent havde et køretøj klar, så vi blev på fornem vis transporteret til vinmarken. Her fik vi fortalt lidt om planter, sorter og vingårdens indretning. Kaj bistået af Søren fortalte og demonstrerede den valgte beskæringsform. Der var rig lejlighed til spørgsmål og gode råd. – Vi kørte retur og gik herefter indendørs i Bents fine jagtstue, hvor Kaj fortalte lidt om vingårdens historie. Kaj fortalte om deres vinproduktion, og præsenterede os for fire vine, vi fik mulighed for at smage. Vi smagte Solaris fra 2023 og 2024, gode hvidvine i fin balance. Herefter en Rondo fra 2024, en klassisk Rondo rødvin. Endelig smagte vi en Rondo-Castel 2024 rødvin, en vin i fin balance og med en god syre, måske en gemmevin?
Herefter var vi nået til dagens faglige emne, sulfit. Jørgen Broe gav os i foredragsform en god gennemgang af, hvad sulfit er, hvordan vi skal håndtere sulfit i vores vinproduktion, hvorfor sulfit er så vigtig for at opnå holdbarhed i vin. Vi kom også ind på vanskelighederne i at vurdere og håndtere sulfit i vin. Endelig gennemgik Jørgen målemetoder omkring sulfit. Herefter havde Jørgen stillet måleudstyr op. Der blev demonstreret måling med Vinmetrica, og mødedeltagerne fik mulighed for selv at prøve.
I løbet af eftermiddagen fik vi tid til vores medbragte kaffe, og under kaffen var der en god snak om alt, hvad vi kan drøfte og erfaringsudveksle, når vinfolk er samlet.
Vi kunne slutte dagen med en stor tak til Jørgen Broe for hans deltagelse, og en kæmpe tak til Tina og Bent og Gerda og Kaj for husly og en spændende eftermiddag.
Referent Jens Wichmann
Forårsmøde søndag den 22. marts 2026
Hermed indbydes til forårsmøde søndag den 22. marts kl. 13.00.
Vi skal denne gang besøge Tina og Bent og Gerda og Kaj, Lindbjerg Skovvej 111, 6200 Aabenraa.
Vores værter driver en hobbyvingård på dette sted. Vi skal en tur i vinmarken, så husk fornuftigt fodtøj. Vi vil få fortalt lidt om vingårdens historie, og vi vil få lidt smagsprøver.
Vi skal i år have et fagligt indlæg om Sulfit. Vi er så heldige, at vi får besøg af en af dansk vinavls specialister, Jørgen Broe, som vil holde foredrag om Sulfit. Hvad skal vi vide om sulfit, hvordan anvender vi korrekt sulfit i vores vin. Jørgen vil også demonstrere måling af sulfit med måleudstyr Vinmetrica. Så gå ikke glip af dette for alle vinavlere så vigtige emne.
I løbet af eftermiddagen indtager vi vores medbragte kaffe og brød.
Der vil på mødet blive rig lejlighed til at udveksle ideer, tanker, erfaringer om vores arbejde med vin, ligesom der til vores foredragsholder og udvalget kan stilles spørgsmål om forskellige aktuelle emner.
Pris: Husk 25 kr. i mødegebyr til lokalgruppe Syd- og Sønderjylland. Derudover er arrangementet gratis.
Tilmelding: Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 15. marts til Jens Wichmann, tlf. 29 82 47 48, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Forårsmøde søndag d. 16. marts, referat
Referat fra forårsmøde søndag den 16. marts kl. 13.00 på Fjelby Vingård på Sydals.
21 vinavlere var mødt frem på en dejlig forårsdag.
Jørn og Jan driver en hobbyvingård med ca. 500 vinstokke med 10 forskellige sorter i grønne og blå druer. Vi startede i vinmarken, hvor vi fik fortalt lidt om planter, sorter og vingårdens indretning. Jan fortalte og demonstrerede den valgte beskæringsform. Der var rig lejlighed til spørgsmål og gode råd. Specielt vinmarkens sten i rækkerne gav anledning til en god snak. – Vi gik herefter indendørs, hvor Jørn fortalte vingårdens historie. Vi fik mulighed for at se vineriet og en del af det udstyr, som Jan og Jørn benytter. Jørn fortalte om vinene, og vi fik mulighed for at smage.
Vi havde besøg af Mogens Ribo Petersen, der fortalte os om Pletvingefluen, en af vores nye/kommende plager i vinmarken. Vi hørte om de udfordringer, der kommer med denne invasive art i vinmarken. Vi snakkede om løsninger – herunder overdækning med insekt-net, som i sagens natur også er yderst effektivt mod hvepse. Insektnettet har også vist sig at beskytte mod let nattefrost. Der er også nogle ulemper ved denne løsning, som blev diskuteret. Mogens fortalte og demonstrerede også andre tekniske løsninger i form af forskellige insektfælder. Der var mange spørgsmål og en god snak.
Herefter servede vores værter kaffe og kage. Under kaffen var der en god snak om alt, hvad vi kan drøfte og erfaringsudveksle, når vinfolk er samlet. Endelig præsenterede Jørn en af vingårdens specialiteter, hedvin, en portvinstype. Man arbejder med flere forskellige udgaver af denne vin, og der var stor interesse for emnet.
Vi kunne slutte dagen med en stor tak til Jørn og Jan for husly og en spændende eftermiddag. Også tak til Mogens for at have taget turen til Als.
Referent Jens Wichmann
Forårsmøde søndag den 16. marts 2025
Hermed indbydes til forårsmøde søndag den 16. marts kl. 13.00.
Vi skal denne gang besøge Jørn Rørholm og Jan Lorenzen på Fjelby Vingård, Fjelby 14, 6470 Sydals.
Jørn og Jan driver en hobbyvingård med ca. 500 vinstokke med 10 forskellige sorter i grønne og blå druer. Vi vil få fortalt om vingårdens historie, vi skal se vinmarken (husk fornuftigt fodtøj). I den forbindelse vil Jørn og Jan vise os deres beskæring og opbinding. Vi får således et lille lynkursus. Vi skal efterfølgende se vineriet og høre lidt om deres vine, og vi får et par smagsprøver.
Vi får besøg af Mogens Ribo Petersen, der vil fortælle os om Pletvingefluen, en af vores nye/kommende plager i vinmarken. Vi skal høre om de udfordringer, der kommer med denne invasive art i vinmarken. Vi snakker om løsninger – herunder overdækning med insektnet, som i sagens natur også er yderst effektivt mod hvepse. Insektnettet har også vist sig at beskytte mod let nattefrost. Der er også nogle ulemper ved denne løsning, som diskuteres.
Endelig vil Klavs demonstrere måling af sulfit, så tag en vinprøve med, og få Klavs til at måle på jeres vin.
Der vil på mødet blive rig lejlighed til at udveksle ideer, tanker, erfaringer om vores arbejde med vin, ligesom der til udvalget kan stilles spørgsmål om forskellige aktuelle emner om vin, dyrkning, sprøjtning m.m.
I løbet af eftermiddagen vil vore værter servere kaffe og kage.
Pris: Husk 25 kr. i mødegebyr til lokalgruppe Syd- og Sønderjylland. Derudover er arrangementet gratis.
Tilmelding: Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 9. marts til Jens Wichmann, tlf. 29 82 47 48, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Fyraftensmøde med Sigrid Gertsen-Schibbye
Tirsdag d. 28. maj havde vi den store glæde, at vi kunne byde velkommen til Sigrid Gertsen-Schibbye til et fyraftensmøde med emnet vingær og hjælpestoffer til vinfremstilling. Sigrid repræsenterer Lallemand Oenology Scandinavia and UK.
22 vinavlere havde taget imod indbydelsen, og vi fik alle en meget lærerig og spændende aften.
Vi kom vidt omkring i mange grene af vinens fremstilling med hjælpestoffer og gær, og vi fik en stor indsigt i Lallemands meget betydningsfulde forskning- og udviklingsarbejde med hele tiden at gå nye veje, finde nye gærstammer og hjælpestoffer. Sigrid lagde blandt andet stor vægt på, at vi skulle være meget omhyggelige med vores arbejde med malolaktisk gæring. Her beskrev hun værdien af timing, den malolaktiske proces skal være meget præcis i forhold til, hvornår vi starter den. Den ”rigtige” malolaktiske proces hæver pH, styrker aromaer, stabiliserer vinen, laver flere bakterier, spiser æblesyre og citronsyre, laver mælkesyre. Så hermed kan vi forbedre kvaliteten i den vin vi laver.
I pausen blev der serveret sandwich og vand eller øl.
Efter pausen forsatte Sigrid sit indlæg.
I løbet af hele aftenens program var der rig lejlighed til at stille spørgsmål, indimellem blev der faktisk fine drøftelser mellem mødedeltagerne og Sigrid.
Vi kunne slutte aftenens program med en stor tak til Sigrid, og Søren overrakte på forsamlingens vegne en delikatessekurv som vores tak.
Ref. Jens Wichmann
Indbydelse, Fyraftensmøde med Sigrid Gertsen-Schibbye tirsdag d. 28. maj
Vinavlere og vininteresserede i vores område
Hermed indbydes til fyraftensmøde tirsdag den 28. maj kl. 18.00. Mødet afholdes på Erritsø Fællesskole afd. Bygaden, Erritsø Bygade 15, 7000 Fredericia. (Mødested få minutters kørsel fra afkørsel 59 Fredericia Syd.)
Vi har denne aften besøg af Sigrid GERTSEN-SCHIBBYE, fra Lallemand Oenology Scandinavia and UK.
Sigrid vil holde foredrag om vingær og hjælpestoffer i vinfremstilling. Sigrid er en af de mest vidende personer omkring dette emne. Vingær kræver jo for os alle en stor viden, hvis vi skal udvikle vores kunnen i fremstilling af vin. Samtidig er det jo et område, der til stadighed er i rivende udvikling. Så vi vil her få mulighed for, at få den nyeste viden på området.
Der bliver også rig lejlighed til at stille spørgsmål.
Vi vil på mødet servere en sandwich og en vand eller øl.
Pris: Arrangementet koster 80 kr. for foredrag, forplejning m.m. Betaling klares kontant eller med mobilepay 29 82 47 48 ved mødets begyndelse.
Tilmelding: Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 20. maj til Jens Wichmann, tlf. 29 82 47 48, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Referat fra forårsmøde søndag den 17. marts kl. 13.00 på Farmen Vingård ved Ødis, Vamdrup.
16 vinavlere var mødt frem på en dejlig forårsdag.
Vibeke og Johnny bød velkommen, og vi gik i vinmarken. Her kunne vi se de 150 vinstokke. De første blev plantet i 2019, det var 21 ”gamle Rondoplanter”. I årene herefter blev vinmarken udvidet til de i dag 150 vinstokke i sorterne Risel, Rondo, Solaris, Leon Millot, Riesling og Orion. – Det var nu tid til, at Søren fortalte og viste vinterbeskæring. Det gav anledning til mange spørgsmål, nogle fik en saks i hænderne, der blev udvekslet erfaring om værktøj og ombindingsmaterialer. Vi fik også et indlæg om stiklingeformering. En på alle måder grundig gennemgang.
Herefter gik vi ind i stuen, hvor Søren gav os et grundigt foredrag om opbindingssystemer og mange temaer i tilknytning dertil. Også her gav det anledning til mange uddybende spørgsmål og svar.
Herefter fortalte Vibeke og Johnny om deres baggrund for at gå i gang med at dyrke vin. Vi hørte historien om stedet, som de overtog i 2016, og derefter ombyggede og indrettede. Vi hørte lidt om deres arbejde i marken, og det udstyr de bruger i arbejdet med vin. – Det var herefter tid til smagning af Farmens vin:
- Orion hvidvin fra 2023, er frisk, frugtig hvidvin
- Rondo 2023, 4 timer på skaller, en lys rød vin, frugtig
- Rondo 2023, 6 døgn på skaller, en klassisk Rondovin, god smag
- Leon Millot 2023, en virkelig dejlig rødvin, frugtig og i god banlance
- Jordbærvin 2023, en sød og tydelig jordbærsmag
Det var herefter tid til vores kaffe, og samtidig en god snak om alt, hvad vi kan drøfte og erfaringsudveksle, når vinfolk er samlet.
Vi kunne slutte dagen med en stor tak til Vibeke og Johnny for husly og dejlig smagsprøver.
Referent Jens Wichmann
Indbydelse til forårsmøde søndag d. 17. marts
Vinavlere og vininteresserede i vores område
Hermed indbydes til forårsmøde søndag den 17. marts kl. 13.00.
Vi skal denne gang besøge Johnny Wagner/Farmen Vingård, Fløjbjegvej 28, 6580 Vamdrup.
Johnny driver en hobbyvingård med 150 vinstokke med 6 forskellige sorter i grønne og blå druer. Vi vil få fortalt om vingårdens historie, vi skal se vinmarken (husk fornuftigt fodtøj), vi skal se vineriet og høre lidt om Johnnys vin, og vi får et par smagsprøver.
Søren Kongsted vil give os et lille kursus i teori og praksis i vinterbeskæring, opbindingssystemer og stiklingeformering. Her er noget at lære for både nye og erfarne vinbønder. Vi skal i marken og se/høre om beskæring, vi skal i praksis se og prøve stiklingeformering. Vi får efterfølgende indendørs gennemgået den nødvendige teori.
Der vil på mødet blive rig lejlighed til at udveksle ideer, tanker, erfaringer om vores arbejde med vin, ligesom der til udvalget kan stilles spørgsmål om forskellige aktuelle emner om vin, dyrkning, sprøjtning m.m. Undervejs får I mulighed for at indtage jeres medbragte kaffe med brød.
Pris: Husk 20 kr. i mødegebyr til lokalgruppe Syd- og Sønderjylland. Kan betales kontant eller Mobilpay Derudover er arrangementet gratis.
Tilmelding: Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 10. marts til Jens Wichmann, tlf. 29 82 47 48, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Referat fra Forårsmøde søndag den 26. marts 2023 kl. 13.00 på Vineri Klemhest ved Kliplev
12 vinavlere var mødt frem på en dejlig solrig, lidt kølig forårsdag.
Christian Damm og Frede Thaysen bød velkommen og fortalte lidt om vingårdens historie. I 2009 var det oprindelige ønske en lille hobbyvingård. Meget hurtigt ændredes planerne til ideen om at kunne sælge lidt vin, altså erhvervsvingård. Man fik plantet Regent, Rondo, Leon Millot og Solaris, i alt ca. 800 vinstokke.
Vi gik herefter i vinmarken, hvor Frede fortalte om vingårdens markarbejde. På gården er der som sagt ca. 800 vinstokke. Man arbejder med en ret vanskelig jordbund, og man har fra tid til anden planter der går ud, og hvor man derfor må genplante. Der gødes med staldgødning, tidligere hestemøg, i år hønsemøg. Derudover tilføres lidt kalk og magnesium. I den ene mark er planterne bunder op efter dobbelt Guyot princip, medens man i den anden mark med Solaris arbejder med en lav beskæring. Der har ikke hidtil været behov for at sprøjte planterne, og det tilskriver man, at markerne ligger meget åbent i landskabet. Ved siden af vinen har man på gården også arbejdet med stikkelsbær af egen avl.
Høsten på Klemhest klares med håndkraft, idet man indkalder venner og bekendte til høstarbejdet. Man plukker de fire sorter hver for sig.
Vi gik herefter i vineriet, hvor vi så maskinparken, fik en gennemgang af produktionsmetoderne, og så flydelågstanke, der i øvrigt blev suppleret med glasballoner til mindre portioner. Men som udgangspunkt bruger man ståltanke til de røde vine og glas til de hvide vine. Man har forsøgt sig med egefadslagring, men bruger i dag mest lagring i ståltanke med egeflis. Man gærer typisk de røde vine ved 20-23 grader med skaldkontakt. Man arbejder udover druevine med hvidvin på æblemost og dessertvin på stikkelsbær. Alle vine gæres malolaktisk, og den mest anvendte gærtype er DV10. De røde vine lagres med egeflis. Som udgangspunkt fremstilles alle vine som enkeltdruevine. Man har en årlig produktion på 1000-1500 flasker, og det har man let ved at sælge. Man har således en blomsterforretning i Padborg og en tehandel i Aabenraa som kunder, men man sælger helst vinene privat.
Vi gik herefter i den flotte havestue, hvor vi fik lov at smage vin suppleret med en fin anretning af brød, skinke og ost:
- Vi begyndte med en hvidvin på æblemost fra 2022 på 11½%. En let frugtduft og en frisk, frugtig smag.
- Herefter smagte vi en hvidvin på Solaris fra 2020 med 11½%. Vinen er malolaktisk gæret. Vinen har en mild frugtkarakter i duft og smag, en klassisk Solarisvin.
- Herefter smagte vi en rosévin på Regent-Rondo fra 2022 i blandingsforhold 90-10 med 10½%. En dejlig vin med en fin frugtduft og en elegant smag.
- Herefter smagte vi en Rondo rødvin fra 2021 med 11%. Vinen er lagret 4-5 måneder på egeflis. Det er en vin med en let frugtduft og en fin rund smag.
- Vi sluttede smagningen med en dessertvin på stikkelsbær med 18%. En rigtig spændende vin, som bestemt sender vinavlere hjem med overvejelser omkring det at arbejde med forskellig frugt.
Vi sluttede dagen med vores medbragte kaffekurv, en god snak om vinplanter, vinavl, og hvad der forgår netop nu. Der var også mulighed for at få gode råd fra bl.a. Søren og Jan. Jens kunne kort meddele seneste nyt fra FDV.
Vi sluttede dagen med en stor tak til vores værter Christian og Frede for et meget fint arrangement.
referent Jens Wichmann
Forårsmøde søndag den 26. marts 2023
Vinavlere og vininteresserede i vores område
Hermed indbydes til forårsmøde søndag den 26. marts kl. 13.00.
Vi skal denne gang besøge Vineri Klemhest, Klemhestvej 4, Kliplev, 6200 Aabenraa
- Vineri Klemhest er en erhvervsvingård drevet af Christian Damm og Frede Thaysen. Vi vil få fortalt om vingårdens historie, vi skal se vinmarkerne med ca. 800 vinstokke (husk fornuftigt fodtøj), vi skal se vineriet og høre om vingårdens produktionsmetoder. – Klemhest vandt ved vinskuet i 2019 flere medaljer for deres vin. – På Vineri Klemhest fremstilles hvidvin, rosévin og rødvin. – Vi vil få nogle smagsprøver på vingårdens produkter, og der vil være mulighed for at købe vin i butikken.
- Der vil på mødet blive rig lejlighed til at udveksle ideer, tanker, erfaringer om vores arbejde med vin, ligesom der til udvalget kan stilles spørgsmål om forskellige aktuelle emner om vin, dyrkning, sprøjtning m.m. Undervejs får I mulighed for at indtage jeres medbragte kaffe med brød.
Pris: Husk 20 kr. i mødegebyr til lokalgruppe Syd- og Sønderjylland. Derudover er arrangementet gratis.
Tilmelding: Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 19. marts til Jens Wichmann, tlf. 29 82 47 48, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Referat fra forårsmøde søndag den 27. marts kl. 13.00 på Frøkær Vingård ved Vamdrup.
22 vinavlere var mødt frem på en dejlig solrig, lidt kølig forårsdag.
Ketty og Jens Graf bød velkommen og fortalte lidt om vingårdens historie. I 2005 var det oprindelige ønske en lille hobbyvingård. Meget hurtigt ændredes planerne til ideen om at kunne sælge lidt vin, altså erhvervsvingård. Man fik plantet Rondo, Leon Millot, Solaris og en canadisk sort kw-94-2. Første vin blev produceret i 2008, men her var man ikke helt tilfreds. Første rigtig gode vinår blev 2014, senere huskes også 2016 og 2018 som gode år.

Vi gik herefter i vinmarken, hvor Jens fortalte om vingårdens markarbejde. På gården er der 2500 vinstokke. Imellem rækkerne holdes jorden bar ved fræsning i rækkerne, men også mellem planterne. Al afklip ved beskæring knuses og fræses ned ud fra princippet om gavnlig virkning på jordstrukturen. Der gødes med staldgødning og helst om efteråret. Som princip beskæres planterne med fast kordon, som så kan udskiftes efter behov mellem 7 og 10 år. Der sprøjtes med svovl og candit før blomstring. Til sprøjtning har gården en 300 l forstøver sprøjte. I det hele taget var vingården meget flot bestykket med maskineri. Ved siden af vinen dyrker gården også kartofler og grøntsager til salg.
Høsten på Frøkær klares med håndkraft. De har et plukkehold bestående af fortrinsvis pensionister, der kommer og plukker hvert år. Der er 10-12 personer, hver gang man plukker. De har på et almindeligt år ca. 7 høstdage, hvor man plukker mængder fra ca. 300 kg og helt op til ca. 1000 kg på de store høstdage.
Vi gik herefter i vineriet, hvor vi så maskinparken, fik en gennemgang af produktionsmetoderne, så de mange flydelågtanke. Man har forsøgt sig med egefadlagring, men bruger i dag mest lagring i ståltanke med egeflis. Man har også arbejde med at tørre druer (amaronemetoden). Her så vi et tørrerum med en stor tørremaskine. Det blev her betonet, at metoden kun skønnes egnet ved meget modne druer. For at måle og styre produktionen, har de på vingården anskaffet et FOS winescan apparat. Det har vist sig at være særdeles arbejdsbesparende.

Vi gik herefter til Frøkærs showroom, hvor vi fik lov at smage vin:
- Vi begyndte med en rosé fra 2002, Nattergalen på 10%. Vinen fremstillet af 70% LM og 30% Rondo. En frisk, frugtig og meget velsmagende rosévin.
- Herefter smagte vi en rødvin fra 2018, Hjejlen på 13 %. Vinen er fremstillet af LM og af tørrede druer, herefter lagret 15 mdr. på egefad. En virkelig charmerende rødvin fra det gode vinår 2018. Kom så ikke og sig, at vi ikke kan lave rødvin i Danmark, og et sort hip-hurra for LM.
- Herefter smagte vi en isvin fra 2019, Isfuglen på 11 %. Vinen fremstillet på Solaris og med en fin restsødme. En rigtig elegant sød vin til mange desserter.
- Endelig var der mulighed for at Smage Vipstjerten, en hyldeblomstvin på 7,5 %. Et spændende bekendtskab.

Efter vinsmagningen fik vi herefter et indlæg om Gødskning og sprøjtning ved Søren Kongsted. Det er jo et område i vinavl, hvor der ofte sker nyt i forhold til anbefalede/lovlige præparater. Til at supplere den mundtlige gennemgang havde Søren lavet et fint notat til deltagerne.
Vi sluttede dagen med vores medbragte kaffekurv, en god snak om vin deltagerne imellem og flere spørgsmål til vores vært Jens. Vi kunne slutte dagen med en stor tak for en fantastisk eftermiddag på Frøkær Vingård.
Referent Jens Wichmann
Forårsmøde søndag den 27. marts
Vinavlere og vininteresserede i vores område
Hermed indbydes til møde søndag den 27. marts kl. 13.00.
Vi skal denne gang besøge Frøkær Vingård, Bønstrupvej 7, 6580 Vamdrup.
- Frøkær Vingård er en erhvervsvingård drevet af Jens Graff. Jens vil fortælle os vingårdens historie, vise os vinmarkerne (husk fornuftigt fodtøj), vineriet og fortælle om sine produktionsmetoder. – Jens vandt ved vinskuet i 2019 en sølvmedalje for sin dessertvin og i 2020 særlig udmærkelse for en hvidvin og for en rødvin. – Interessen på Frøkær Vingård er isvin, rosévin og rødvin fremstillet på tørrede druer, ”Amarone-metoden”. – Vi vil få nogle smagsprøver på vingårdens produkter, og der vil være mulighed for at købe vin i butikken.
- Søren giver os et lille indlæg om gødskning og sprøjtning. Det er et emne, som hele tiden er aktuelt, idet produkter og regler ændres hurtigt. Så her hører I altså sidste nyt om, hvad man kan og må, og I får lidt praktiske anvisninger.
- Endelig bliver der lejlighed til at udveksle ideer, tanker, erfaringer om vores arbejde med vin. Undervejs får I mulighed for at indtage jeres medbragte kaffe med brød.
Pris: Husk 20 kr. i mødegebyr til lokalgruppe Syd- og Sønderjylland. Derudover er arrangementet gratis.
Tilmelding:
Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 20. marts til
Jens Wichmann, tlf. 29 82 47 48, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Forårsmøde søndag den 29. marts
Hermed indbydes til møde søndag den 29. marts kl. 13.00.
Vi skal denne gang besøge Frøkær Vingård, Bønstrupvej 7, 6580 Vamdrup.
- Frøkær Vingård er en erhvervsvingård drevet af Jens Graff. Jens vil fortælle os vingårdens historie, vise os vinmarkerne, vineriet og fortælle om sine produktionsmetoder. – Jens vandt ved vinskuet i 2019 en sølvmedalje for sin dessertvin. – Hovedinteressen på Frøkær Vingård er rødvin fremstillet på tørrede druer, ”Amarone-metoden”. – Vi vil få nogle smagsprøver på vingårdens produkter, og der vil være mulighed for at købe vin i butikken.
- Søren giver os et lille indlæg om gødskning og sprøjtning. Det er et emne, som hele tiden er aktuelt, idet produkter og regler ændres hurtigt. Så her hører I altså sidste nyt om, hvad man kan og må, og I får lidt praktiske anvisninger.
- Endelig bliver der lejlighed til at udveksle ideer, tanker, erfaringer om vores arbejde med vin. Undervejs får I mulighed for at indtage jeres medbragte kaffe med brød.
Pris: Husk 20 kr. i mødegebyr til lokalgruppe Syd- og Sønderjylland. Derudover er arrangementet gratis.
Tilmelding: Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 24. marts til Jens Wichmann, tlf. 29 82 47 48, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Referat fra forårsmøde søndag den 24. marts
Vi begyndte vores forårsmøde med at besøge Inge og Niels Juul, Ærøvænget 30, Skærbæk, 7000 Fredericia, for at se og høre om deres vinprojekt. Her kunne Niels og Jens byde velkommen til 19 vinavlere. Vi startede med at se vinmarken, hvor sorterne Cabernet Cortis, Rondo og Solaris udgør basis for vinfremstillingen. Der blev her tid til lidt snak om beskæring, og Søren demonstrerede nogle principper i vinterbeskæring. Vi gik herefter til den fantastiske vinkælder, og her fik vi smagsprøver på vingårdens hvidvin, rosévin, rødvin og sherry. Det hele blev suppleret med Inges lækre snaks.
Vi kørte herefter mod Lindegård, men aflagde på vejen et besøg i Lindegårds vinmark. Her var vinterbeskæring og nedlægning af skud tilendebragt. Man var i gang med at fjerne ukrudt i plantezonen.
På Lindegård kunne vi byde velkommen til dagens gæsteforedrag ved Tong Zhou. Hun er født og opvokset i Kina, hun har fået en omfattende uddannelse i vinavl og vinfremstilling i New Zeeland over en 3-4 årig periode, hvor uddannelsen har vekslet mellem teori og praktisk arbejde. I dag er hun gift, bosiddende og i arbejde på Als.
Tong fortalte om vinavl i NZ, om klima, jordbund, opbindingssystemer, om nøjagtige målinger på bladmassen for at optimere modningen af druerne. Vi hørte også om høst og vinfremstilling. I NZ vil man gerne producere aromatiske vine, som f.eks. Sauvignon Blanc. Derudover er hovedsorterne for de grønne Chardonney, Pinot Gris, Riesling, Gewurtztraminer og Viognier. De blå hovedsorter er Pinot Noir, Merlot, Cabernet Sauvignon og Syrah/Shiraz.
Det var spændende at høre om vinproduktion så langt væk, og så kunne vi alligevel nikke genkendende til mange ting, som jo også gælder for hobbyavlere i Danmark.
Herefter bød Lindegårdfolkene på kaffe og kage.
Til slut gav Søren os et indlæg om gødskning og sprøjtning. Det er et emne, som hele tiden er aktuelt, idet produkter og regler ændres hurtigt. Så her kunne vi altså få sidste nyt om, hvad man kan og må. Hele Sørens indlæg kan I finde på vinavlsyd.dk
Vi kunne slutte en spændende eftermiddag med en stor tak til Børge for værtskab i hans dejlige ”vinkælder”. Også tak til Inge og Niels, til alle mødedeltager og til Tong, vores foredragsholder.
Referent Jens Wichmann
Forårsmøde søndag den 24. marts
Hermed indbydes til møde søndag den 24. marts kl. 13.00.
Vi starter mødet hos Niels Juul, Ærøvænget 30, Skærbæk, 7000 Fredericia. Mødet fortsætter hos Lindegård Vin, Kolding Landevej 96, Taulov, 7000 Fredericia.
- Vi starter vores forårsmøde med at besøge Inge og Niels Juul, for at se og høre om deres vinprojekt. Vi skal se marken, og det giver lejlighed til lidt snak om beskæring. Vi skal også se deres vinkælder, og måske får vi en smagsprøve af en deres “vindervine”?
- Vi kører herefter til Lindegård Vin hos Børge Kongsted, kun få minutters kørsel. Her vil Søren give os et indlæg om gødskning og sprøjtning. Det er et emne, som hele tiden er aktuelt, idet produkter og regler ændres hurtigt. Så her hører i altså sidste nyt om, hvad man kan og må.
- Vi skal også have et lille indlæg om Kinesisk vin.
- Endelig bliver der lejlighed til at udveksle ideer, tanker, erfaringer om vores arbejde med vin. Har du en vin, som du synes andre skal have lov at smage, så tag den endelig med. Det kan være vin med nogle år på flaske, vin du gerne vil have andres mening om, eller bare vin du gerne vil præsentere.
- Undervejs får vi en kop kaffe med brød.
Pris: Husk 20 kr. i mødegebyr til lokalforeningen. Derudover er arrangementet gratis.
Tilmelding: Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 18. marts til Jens Wichmann, tlf. 29 82 47 48, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Modul 4. Begynderkursus i fremstilling af vin.
Kurset afholdes i Vejle søndag d. 25. august og søndag d. 08. september 2019.- Start begge dage kl. 10.00 og forventes afsluttet kl. 15.00. – Kursusadresse: Vinding Skole, Vindingvej 54, 7100 Vejle.
Den teoretiske del af kurset omhandler: Gennemgang af nødvendigt og ønskeligt udstyr til vinfremstilling og hele fremstillingsprocessen.
Den praktiske del omhandler: Afstilkning og presning af druer, sukkerbestemmelse, måling af pH-værdi og totalsyre, rehydrering og tilsætning af gærkultur, tilsætning af sulfit, klaring og kulde stabilisering af vin. Flaskning og etikettering af kursusvinen.

Hvert FDV medlem må tilmelde yderligere en kursusdeltager. Tilmelding og betaling af kursusgebyr kan ske på FDV’s hjemmeside Online- Booking. – Kursusgebyr for begge dage kr. 650,-. – Medbring selv frokost og kaffe.
Sidste tilmeldingsfrist: Søndag d. 18. august. – For yderligere information kontakt Søren Kongsted skongsted@live.dk eller på tlf. nr. 61 42 34 25.
Modul 6. Begynderkursus mousserende vin Métode traditionelle.
Kurset afholdes i Vejle søndag d. 01. september 2019 på Vinding skole Vindingvej 54, 7100 Vejle
Kurset omhandler både teoretisk og praktisk gennemgang af hele fremstillings processen. – Min. 6 deltagere. Kurset starter kl. 10.00 og forventes afsluttet kl. 15.00. – Medbring selv frokost og kaffe. – Pris pr. person kr. 550,-. Hvert FDV medlem må tilmelde yderligere en gæst.

Sidste frist for tilmelding søndag d. 25. august. – Tilmelding kan ske på FDVs bookingsystem www.vinavl.dk og betales over webshop.
Kursusleder Søren Kongsted kan kontaktes for yderligere information på e-mail adr. skongsted@live.dk eller på telefon 61423425.
Referat fra forårsmøde søndag den 8. april kl. 13.00 hos Peter Wind, Gåsblokvej 8, Løgumkloster.
Peter og Jens kunne byde velkommen til 18 vinavlere med en særlig velkomst til dagens foredragsholder Jørgen Broe. Peter havde stillet nogle flasker vin fra hans egen produktion på bordet, så vi havde også lejlighed til at smage under foredraget.
Jørgen tog nu fat på dagens tema Vinkemi og Vinfejl. Vi fik en meget grundig, detaljeret og let forståelig gennemgang af vins kemi, hvordan vin består af 85-86 % vand, 13-14 % alkohol og 1 % af andre stoffer, op til 500 forskellige. Jørgen gennemgik alle de forskellige stoffers egenskaber og betydning for vinen. Hele foredraget blev krydret med forskellige prøver, vi kunne smage eller dufte. – I anden afdeling tog Jørgen fat på fejl i vin. Her fik vi et fantastisk indblik i, hvad der kan opstå af fejl i vin. Hvordan og hvorfor disse fejl opstår, hvordan man kan kende de forskellige vinfejl, og endelig om man kan gøre noget ved fejlene. Også her blev foredraget krydret med en lang række duftprøver. – Vi må sige, at vi efter en eftermiddag i Jørgens selskab blev meget klogere på vinens kemi og fejl.
Herefter bød Ruth (Peters kone) på et dejligt kaffebord. Der var undervejs god tid til snak og erfaringsudveksling vinavlerne imellem. – Jonna og Christian havde også et par dejlige flasker med fra deres vinproduktion på Nordals.
Vi kunne slutte en spændende eftermiddag med en stor tak til Ruth og Peter for værtsskab, og tak for at vi kan mødes i det store og flotte ”mødelokale”/jagtstue. Også tak til alle mødedeltager og vores foredragsholder.
Referent Jens Wichmann
Forårsmøde søndag den 8. april
Hermed indbydes til møde søndag den 8. april kl. 13.00 hos Peter Wind, Gåsblokvej 8, 6240 Løgumkloster.
Program:
- Vi får besøg af Jørgen Broe, som vil give os et meget spændende foredrag, Vinkemi og Vinfejl. Vi vil se på udvalgte eksempler på kemiske stoffer og deres betydning i vin. Hvad er vinfejl, hvordan opstår de, hvad er kemien og mikrobiologien bag dem, og kan de afhjælpes? Der vil være aromaprøver undervejs. – Jørgen har arbejdet med dansk vin gennem mange år, og han er i Danmark en af de mest vidende omkring vines kemi. Nogen af jer har måske handlet med Jørgen i hans netbutik Vinometric. – Så hvis man vil vide noget om og kunne arbejde med vinens kemi, så må I ikke gå glip af dette arrangement.
- Ruth Wind er vært ved kaffe og kage.
- Vi udveksler ideer, tanker, erfaringer om vores arbejde med vin. Har du en vin, som du synes andre skal have lov at smage, så tag den endelig med. Det kan være vin med nogle år på flaske, vin du gerne vil have andres mening om, eller bare vin du gerne vil præsentere.
Sted: Vi mødes hos Peter Wind, Gåsblokvej 8, 6240 Løgumkloster.
Pris: Husk 20 kr. i mødegebyr til lokalforeningen. Derudover er arrangementet gratis.
Tilmelding:
Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 1. april til
Jens Wichmann, tlf. 29 82 47 48, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Modul 6. Begynderkursus mousserende vin Métode traditionelle.
Afholdes i Vejle søndag d. 14. januar 2018 på Mølholm Skole, Tankegangen 1, 7100 Vejle
Kurset omhandler både teoretisk og praktisk gennemgang af hele fremstillings processen..
Min. 6 deltagere. Kurset starter kl. 10.00 og forventes afsluttet kl. 15.00.
Medbring selv frokost og kaffe.
Pris pr. person kr. 510,-. Hvert FDV medlem må tilmelde yderligere en gæst.
Sidste frist for tilmelding søndag d. 07. januar 2018.
Tilmelding skal ske på FDVs bookingsystem www.vinavl.dk og betales over webshop.
Kursusleder Søren Kongsted kan kontaktes for yderligere information på e-mail adr. skongsted@live.dk eller på telefon 61423425.
Referat forårsmøde søndag den 26. marts kl. 13.00 hos Tina og Bent, Lindbjerg Skovvej 111 ved Aabenraa.
Jens kunne byde velkommen til 28 vinavlere og give ordet til dagens vært Bent.
Vi begyndte dagen med at stige til vogns og køre hen i vinmarken. Her kunne vi se den fem år gamle vinmark med 152 vinstokke i sorterne Rondo, Castel, Solaris og Johannitter.
Tilbage på gården blev vi bænket i den dejlige jagtstue. – Vinprojektet er etableret af Gerda og Kaj og Tina og Bent. Kaj og Bent fortalte om projektet til dato. Vi fik historien om interesse for vin, ferieoplevelser og så den sydvendte skråning på Tina og Bents mark.
Ideen opstod i vinteren 2012. Der blev lavet research, og i maj 2012 blev de første planter sat i jorden. Efter lidt erfaringer med jordbehandling og grubning blev næste hold planter sat i jorden i 2013. I 2014 stod den på kursus i vinfremstilling, og efterfølgende de første forsøg med vinfremstilling.
Alt markarbejde, høst og forberedende druehåndtering foregår hos Tina og Bent, medens den efterfølgende vinificering foregår hos Gerda og Kaj i Stouby. Vi fik lov at smage en hvidvin og en rødvin, to gode vine som fik stor anerkendelse i forsamlingen. Fremadrettet er det målsætningen, at man gerne vil lave 2 hvide vine, 1 tør og 1 med lidt sødme, 1 rosévin, 2 røde, 1 ren Rondo og 1 Rondo-Castel.
Næste programpunkt var Vin i Tanzania. Svend Aage fortalte om Christian Jepsens kaffe- og avokadofarm. Vi fik bl.a. en flot fotokavalkade fra landskabet, farmen beliggende 1600 m over havet på skråningen af det 22 km store, gamle vulkankrater, elefanter i baghaven, turistaktiviteterne, alverden vilde dyr og en helt utrolig frodighed. Farmen er i høj grad selvforsynende med mælk, kød og frugt og grønt. Der var på alle billeder rigtig mange tjenestefolk og lokale arbejdere. Der gøres et stort socialt arbejde. Vi så bl.a. en børnehave, hvor de lokale børn gratis kunne lege og lære.
Ideen til vinprojektet udspringer til dels af tanken om også på det felt at blive selvforsynende. Der er plantet 1500 vinstokke i ca. 15 forskellige sorter. Man skal finde de mest velegnede sorter. Der har været en del startvanskeligheder. Planterne kom meget forsinkede og var noget skadede, da de skulle i jorden. Den ansvarlige kendte ikke til vin, og de blev overvandede, så mange planter gik ud. Der har været en del insektangreb, som man skal have styr på. – Svend Aage har været på farmen to gange, og det er meningen, at han også skal følge vinprojektet fremover.
Herefter bød vore værtspar på et dejligt kaffebord.
Efter kaffen fik Søren Kongsted ordet, og han gav os en grundig gennemgang af de vinsorter, som er tilgængelige netop nu. Der kommer ikke så mange nye sorter, men lidt dukker der op. Efter en grundig gennemgang konkluderede Søren, hvad han har mest fidus til og erfaring med af henholdsvis grønne og blå sorter. Men som Søren også nævnte, så er valg af sorter altid et emne, der diskuteres blandt vinfolk.
Vi fik i løbet af eftermiddagen lov at smage en dejlig, mousserende vin fra Lindegård og som nævnt to vine fra vore værter. Endelig havde Helmer Jessen en ”lille blindsmagning”, som viste sig at være en rødvin fra 2006. Også en spændende oplevelse.
Der var undervejs god tid til snak og erfaringsudveksling vinavlerne imellem.
Vi kunne slutte en herlig eftermiddag med en stor tak til Gerda og Kaj og Tina og Bent for værtsskab.
Referent Jens Wichmann
Forårsmøde søndag den 26. marts 2017
Hermed indbydes til møde søndag den 26. marts kl. 13.00 hos Tina og Bent Christensen, Lindbjerg Skovvej 111, 6200 Aabenraa
Program:
- Tina og Bent og Gerda og Kaj vil fortælle om deres vinprojekt. Vi skal se deres vinmark og høre lidt om deres erfaringer og oplevelser indtil nu. Medbring fodtøj til en lille tur i vinmarken. Vi satser på godt vejr.
- Svend Aage Hansen fra Årø er blevet involveret i et vinprojekt i Tanzania, og han vil komme og fortælle om sine oplevelser.
- Søren Kongsted vil give os lidt nyt om sorter, er der nye sorter på vej, hvad skal vi holde fast i af de kendte sorter, hvad skal vi plante/have af grønne og blå druer.
- Tina og Bent er vært ved kaffe og kage.
- Smagning og hygge. Har du en vin, som du synes andre skal have lov at smage, så tag den endelig med. Det kan være vin med nogle år på flaske, vin du gerne vil have andres mening om, eller bare vin du gerne vil præsentere.
Sted: Vi mødes hos Tina og Bent, Lindbjerg Skovvej 111, 6200 Aabenraa
Pris: Husk 20 kr. i mødegebyr til lokalforeningen. Derudover er arrangementet gratis.
Tilmelding: Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 19. marts til Jens Wichmann, tlf. 29 82 47 48, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Referat fra Udflugt/studietur 30. maj til De danske Gærfabrikker i Grenaa
Mandag d. 30 maj kl. 10.00 mødte 17 vininteresserede frem ved De danske Gærfabrikker i Grenaa. Vi var dels medlemmer af Danske Vingårde, dels medlemmer af Lokalgruppe Syd og Sønderjylland.
Vi blev modtaget af techinal support, area manager Sigrid Gertsen-Schibbye og fabrikschef Rune Engell-Hansen.
Rune fortalte, at vi befandt os på en familieejet virksomhed med hovedkontor i Montreal. Virksomhedens internationale navn er Lallemand, et navn mange vinavlere kender fra vingær. Virksomheden er repræsenteret i 40 lande og har her ca. 3000 medarbejdere. På fabrikken i Grenaa er der ca. 85 ansatte.
Produkterne er kort fortalt gær og bakterier til produktion af vin, øl, medicin, fødevareindustri og husdyrprodukter. Til fødevareindustrien produceres således en betydelig mængde gærekstrakt.
Når vi taler vingær har Lallemand ca. 75 % af verdensmarkedet. På bagegær har man i praksis 100 % i Danmark.
Vi fik nu en rundvisning på virksomheden. Her er hygiejne en topprioritet, så vi blev iklædt efter alle kunstens regler. Vi fulgte produktionen af gær fra start til slut og fik mange gode forklaringer undervejs.
Tilbage i mødelokalet var der tid til spørgsmål. Derefter var virksomheden vært ved frokost, og i forbindelse dermed præsenterede Sigrid forskellige vine fremstillet med forskellige gærtyper.
Vi kunne slutte besøget meget klogere på, hvad gær er, og hvor stor betydning gær og bakterier har for vores hjemlige vinproduktion.
Efter besøget på Gærfabrikken tog en del af selskabet på besøg på Slotsminde, som er en pension med et smukt haveanlæg og en nyere anlagt/etableret vingård. Vi gik en tur i haven/parken, og vi så vinmarken. Efterfølgende fik vi smagsprøver på stedets danske vinproduktion.
Referent Jens Wichmann
Udflugt/studietur 30. maj til De danske Gærfabrikker i Grenaa
Hermed indbydes til udflugt/studietur. Invitationen rettes til medlemmer af FDV i Lokalgruppe Syd- og Sønderjylland og medlemmer af Danske Vingårde, idet vore ægtefæller/partnere er velkomne til at deltage. Da vi har et max. deltagerantal på 25, vil vi optage folk på deltagerlisten efter ”først-til-mølle-princippet”.
Gærfabrikken er en af Verdens største og vigtigste producenter af gær til ikke blot vinfremstilling, men også til andre fødevarer. De danske Gærfabrikker er således en fabrik under Lallemand Inc., en navn mange vinfolk vil nikke genkendende til. Vi vil få foredrag og rundvisning ved Sigrid Gertsen-Schibbye.
Program:
- Vi mødes ved fabrikken kl. 10.00. Her får vi en 45 minutters præsentation af De danske Gærfabrikker, DDGF.
- Rundvisning på fabrikken, tager ca. 60 minutter.
- Herefter er Sigrid/gærfabrikken vært ved frokost, der vil være mulighed for spørgsmål, og Sigrid vil sige noget om vinprodukter. Vi vil bl.a. høre lidt om Cryo isvin og gær dertil.
Sted: Vi mødes på Gærfabrikken i Grenå, Bredstrupvej 33, 8500 Grenaa. Mødetid er kl. 10.00.
Pris: Besøget på Gærfabrikken er gratis. Til gengæld!!! Hvis nogen af jer har en flaske god dansk vin, vil vi bede jer om at donere den til fabrikken, som vil anvende den til personaleformål, firmajulekalender el. lign.
Tilmelding: Af hensyn til vor vært, beder vi om tilmelding senest den 23. maj til Jens Wichmann, tlf. 74 83 36 12, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Umiddelbart efter tilmeldingsfristen udsender jeg en deltagerliste, så I efter behov kan finde sammen og fylde bilerne op. Så skriv lige jeres adresse på tilmeldingen. – Eventuelle spørgsmål til undertegnede.
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
PS Efter besøget på Gærfabrikken har man mulighed for at besøge Slotsminde, som er en pension med et smukt haveanlæg og en nyere anlagt/etableret vingård. Adressen er Slotsminde, Debildvej 6, 8500 Grenaa; stedet ligger ganske tæt på Grenaa. Vi beder om, at man ved tilmelding tilkendegiver om man vil besøge Slotsminde, så vi også her kan meddele et deltagerantal.
Referat forårsmøde søndag den 10. april kl. 13.00 hos Peter Wind, Gåsblokvej 8, Løgumkloster.
Jens kunne byde velkommen til 16 vinavlere og give ordet til dagens vært Peter.
Peter fortalte om stedet, husets historie, hans interesser i landbrug og nu vinavl.
Peter plantede i 2008 100 vinstokke, halvt Rondo og halvt Leon Millot. Peters interesse var så udpræget rødvin, og det har hele tiden været målet. Over årene har Peter i sin vinmark kæmpet noget med planter der gik ud. Vi blev således præsenteret for en overgnavet vinstok, tilsyneladende ødelagt af kraftige gnavertænder. Der var desværre ikke nogen af de tilstedeværende vinavlere der havde et sikkert bud på skadevolderen. Peter har således måttet plante efter flere gange, og det er gået noget ud over muligheden for et stabilt høstresultat. Vi kunne dog alle erindre, at Peter ved vinskuet 2015 medbragte en rødvin, som fik en fin placering. Vi gik igennem Peters vinmark og fik lidt snak om planter og om produktionsfaciliteter.
Efterfølgende gik vi op på første sal i det store og flotte ”mødelokale”/jagtstue, hvor vi fortsatte Peters indlæg om vingården. Her supplerede Peter med en rosé fra 2015.
Vi fik også lov at smage to vine fra Årø, en hvid og en rosé. Helmer Jessen bød os på rødvin fra 2008; også her fik vi en spændende oplevelse.
Herefter bød Ruth (Peters kone) på et dejligt kaffebord.
Efter kaffen fik Søren Kongsted ordet, og han gav os en grundig gennemgang af udstyr til vineri og laboratorium. Teori og billeder blev suppleret med fremvisning af medbragt udstyr.
Der var undervejs god tid til snak og erfaringsudveksling vinavlerne imellem.
Vi kunne slutte en spændende eftermiddag med en stor tak til Ruth og Peter for værtsskab.
Referent Jens Wichmann
Forårsmøde søndag den 10. april 2016
Hermed indbydes til møde søndag den 10. april kl. 13.00 hos Peter Wind, Gåsblokvej 8, 6240 Løgumkloster.
Program:
- Peter vil fortælle om hans vinprojekt og vise os lidt rundt i vinmarken og hans rammer for arbejdet med vin. Peter har 100 planter og havde for første gang vin med på vores lokale vinskue i november 2015. Medbring fodtøj til en lille tur i vinmarken. Vi satser på godt vejr.
- Søren Kongsted vil give os et fagligt indlæg om udstyr til vinificering. Det har været efterspurgt af nogle medlemmer. Det er jo altid et stort spørgsmål, hvor meget der skal til i den lille, mellemstore og store vinproduktion. Og Søren er samtidig ekspert i at give os gode fif til selv at lave praktiske løsninger og til rimelige penge.
- Ruth Wind er vært ved kaffe og kage.
- Smagning og hygge. Har du en vin, som du synes andre skal have lov at smage, så tag den endelig med. Det kan være vin med nogle år på flaske, vin du gerne vil have andres mening om, eller bare vin du gerne vil præsentere.
Sted: Vi mødes hos Peter Wind, Gåsblokvej 8, 6240 Løgumkloster.
Pris: Husk 20 kr. i mødegebyr til lokalforeningen. Derudover er arrangementet gratis.
Tilmelding:
Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 4. april til
undertegnede, tlf. 74 83 36 12, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Modul 6. Begynderkursus i fremstilling af mousserende vin
Metode Traditionell
Afholdes i Vejle på Mølholm Skole, Tankegangen 1, 7100 Vejle
søndag d. 3.april 2016.
-
-
Kurset omhandler både teoretisk og praktisk gennemgang af hele fremstillings processen.
Min. 6 deltagere. Kurset starter kl. 10.00 og forventes afsluttet kl. 15.00.Medbring selv frokost og evt. kaffe.Hvert FDV medlem må tilmelde yderligere en person. - Tilmelding sker via FDVs hjemmeside under Booking.
-
-
Kontaktperson: Søren Kongsted, telefon: 6142 3425
Referat forårsmøde søndag d. 12. april på Agerskov Skole

Jens kunne byde velkommen til 15 vinavlere og efter et præsentationsrunde give ordet til dagens foredragsholder og instruktør Søren.
Gødskning. Her fik vi gennemgået problemstillinger omkring jordprøver, jordens reaktionstal, næringsstoffer, behov for gødskning, forskellige muligheder for gødskning, forskellige husdyrgødninger, grøntgødning og kunstgødning. Det blev også præciseret, at emnet er meget komplekst. Tidligere har man anset vinplanter for ikke at have et gødningsbehov, men i dag taler man mere nuanceret om emnet.
Sprøjtning. Indledningsvis blev det fastslået, at det vigtigste man kan gøre for at undgå sygdomme i vingården er sunde planter. Arbejdet med planterne skal altså altid tage sigte på, at vi minimere risikoen for sygdomme. Den næste vigtige pointere er, at al sygdomsbehandling/sprøjtning er forebyggende. Når først planterne er angrebet er det næsten umuligt at undgå tab i høstresultatet. Vi fik herefter fortalt om vinmeldug, gråskimmel, vinskimmel og stilksyge. Vi fik beskrevet udseende på planterne, de forskellige sprøjtemidler, sikkerhed, m.v.
Beskæring. Indledningsvis fik vi gennemgået lidt om planter og rødder. Herefter fik vi en fin beskrivelse af forskellige opbindingssystemer, fordele og ulemper, vinterbeskæring på de forskellige opbindinger. Vi fortsatte med en gennemgang af planternes pasning og beskæring henover forår og sommer. Sluttelig fik vi en snak om redskaber.
Søren sluttede sin gennemgang med de vise ord: ”Det er umuligt at fremstille god vin af en dårlig drue kvalitet.”
Undervejs blev der tid til snak vinavlerne imellem, smagsprøver af medbragt vin og medbragt kaffe.
Dagen sluttede med praktisk beskæring hos Jens. Her gennemgik Søren lidt af teorierne i praksis, og han demonstrerede også, hvordan man laver stiklinge.
Alt i alt kunne vi takke af efter en spændende søndag.
Referent Jens Wichmann
Forårsmøde søndag d. 12. april
Hermed indbydes til møde søndag den 12. april kl. 13.00 på Agerskov Skole.
Mødet kommer til at forme sig som et minikursus med teori og praktik omkring markarbejdet fra forår til høst.
Program:
- Søren fra Lindegård Vin giver os en teoretisk gennemgang af vinter-beskæring og sommer-beskæring. Vi vil herunder beskæftige os med værktøj til beskæring og opbinding.
- Søren vil herefter fortælle os om gødskning, hvornår og hvilke gødnings-midler, vi med fordel kan anvende. Der kommer hele tiden ny viden på dette felt, og Søren vil forsøge at føre os up-to-date.
- Søren vil herefter fortælle om sprøjtning i vinmarken. Hvilke midler skal vi bruge og hvornår? Vi kan nok i fællesskab på mødet lave en slags sprøjtekalender.
- Smagning og hygge. Har du en vin, som du synes andre skal have lov at smage, så tag den endelig med. Det kan være vin med nogle år på flaske, vin du gerne vil have andres mening om, eller bare vin du gerne vil præsentere. – I skal selv efter ønske og behov medbringe jeres eftermiddagskaffe.- Tag også et vinglas med.
- Hvis vejret er med os slutter vi mødet med beskæring i praksis. Vi kører hen til undertegnede 700-800 m fra skolen, hvor vi kan vinterbeskære nogle vinstokke i forskellige sorter.
Sted: Vi mødes på Agerskov Skole, Nørregade 17, 6534 Agerskov. – Kør op langs cykelskuret og ind i skolegården, hvor I finder hovedindgangen.
Pris: Husk 20 kr. i mødegebyr til lokalforeningen. Derudover er arrangementet gratis.
Tilmelding: Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 7. april til
Jens Wichmann, tlf. 74 83 36 12, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Med venlig hilsen
Jens Wichmann
Kursus i fremstilling af mousserende vin
Server din egen mousserende vin ved festlige lejligheder.
Det er ikke vanskeligt at fremstille mousserende vin med et godt resultat og kræver kun lidt ekstra udstyr udover det der anvendes ved fremstilling af stille vin.
Når man har fremstillet basisvinen, samtidig med den øvrige vin, kan man vente med færdiggørelsen af den mousserende vin til travlheden er overstået med den øvrige vin.
Kurset afholdes søndag d. 22. feb. 2015 fra kl. 10.00 til kl. 15.00.
Adr.: Mølholm Skole – Tankegangen 1, 7100 Vejle.
Kurset omhandler både teoretisk og praktisk gennemgang af hele fremstillingsprocessen.
Undervisningsmateriale udleveres ved start af kursus.
Kursusgebyr kr. 225,-.
Deltagerantal min. 6 personer.
Tilmelding kan ske til Søren Kongsted
E-mail adr.: skongsted@live.dk
Mobil tlf. 29293425
Forårsmøde søndag den 6. april 2014 på Agerskov Skole
Hermed indbydes til møde/kursus søndag den 6. april kl. 10.00-15.00 på Agerskov Skole.
Mødet kommer til at forme sig som et minikursus med teori og praktisk øvelse i Sensorik, dvs.” læren om hvordan vi bruger sanser til at registrere og beskrive smag”. Dette kursus er naturligvis en kortere forklaring og øvelse omkring et stort og krævende emne, men vi skal jo alle begynde et sted.
Program:
- Vi indleder med lidt teori om hvordan vi smager, grundsmage, flavour, kemestesi m.m.
- Herefter har vi en praktisk øvelse, hvor vi skal identificere forskellige frugtkarakterer, som jo ofte beskrives i vin på bagsideetiketter, ved vinsmagninger og reklamer for vin.
- Frokostpause, hvor vi indtager vores medbragte mad og drikke. Medbring også selv kaffe til en kaffepause i dagens program.
- Herefter udlevering og gennemgang af smagehjul til hvidvin og rødvin. Vi vil nu ud fra vores frugtprøver og smagehjul arbejde med at identificere frugtkarakter i en hvid og en rød vin.
- Herefter taler vi om vinstil i hvide og røde vine og om blending af vin.
- Vi vil nu smage 3-4 hvide og 3-4 røde vine og skematisk vurdere vinene sensorisk. Vi skal ved sammenligning se, om vi kan fornemme forskelle og ligheder, forskellige smagskomponenter og beskrive vores oplevelser skematisk.
Instruktører: Dagens program gennemføres af Søren Kongsted og Jens Wichmann
Sted: Vi mødes på Agerskov Skole, Nørregade 17, 6534 Agerskov. Kør op langs cykelskuret og ind i skolegården, hvor I finder hovedindgangen.
Pris: Husk 75 kr. for alle materialer, vinprøver og mødegebyr til lokalforeningen.
Tilmelding: Af hensyn til det praktiske arrangement beder vi om tilmelding senest den 1. april til Jens Wichmann, tlf. 74 83 36 12, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Referat fra Forårsmøde søndag den 7.april 2013 på Agerskov Skole
Søndag den 7. april var 9 vinavlere samlet i naturfagslokalet på Agerskov Skole.
Vi startede mødet med en præsentation af dagens program, en præsentation af de tilstedeværende, herunder 2 nye vinavlere i vores kreds. Vi fik i forbindelse med præsentationen en snak om erfaringer fra vinsæson 2012, og her var oplevelser fra beskeden og til ingen vinproduktion.
Herefter gik vi over til dagens hovedemner, syre og sulfit i vin. Søren gav ved hjælp af en flot PowerPoint præsentation en grundig teoretisk gennemgang. Vi kom således omkring vinens forskellige syrer, syremåling og syrereduktion. Efterfølgende fik vi en gennemgang af de forskellige forhold omkring sulfit, hvad er sulfit, hvad gør sulfit i vinen, måling af sulfit, dosering. Disse gennemgange gav anledning til mange gode spørgsmål og drøftelse af vinavlernes oplevelser og erfaringer. De teoretiske gennemgange gav vist os alle ny viden og større forståelse.
Efter teorien gik vi over til det praktiske arbejde med måling. Vi fik her præsenteret forskellige metoder og udstyr, og flere af mødedeltagerne fik med kemikalier og måleudstyr i hænderne prøvet måling i praksis.
I løbet af mødet fik vi tid til medbragt kaffe, men ikke mindst fik vi smagt nogle af vinavlernes medbragte vine. Disse vine blev i øvrigt også brugt til måling af syre og sulfit.
Vi sluttede med kort at omtale årets næste aktivitet, sommerudflugten til Årø den 16. juni. Der bliver senere udsendt indbydelse med tilmelding.
Sluttelig skal der lyde en stor tak til Søren for forarbejdet til en udbytterig eftermiddag.
Forårsmøde søndag den 7. april 2013 på Agerskov Skole
Hermed indbydes til møde søndag den 7. april kl. 13.00 på Agerskov Skole.
Mødet kommer til at forme sig som et minikursus med teori og praktisk øvelse i laboratoriearbejde omkring måling af syre og sulfit.
Program:
- Søren fra Lindegård Vin giver os en teoretisk gennemgang af syre og sulfit i vin.
- Herefter afprøver vi selv i praksis måling af syre og sulfit. Der bliver rig lejlighed til at drøfte metoder og stille spørgsmål omkring metoder, udstyr og nødvendigheden af disse målinger. Vi har jo nogle år haft store udfordringer med syre i vin, og den rette håndtering kan have stor betydning for det færdige resultat med vinen.
- Smagning og hygge. Vi smager på de af medlemmerne medbragte vine. Har du en vin, som du synes andre skal have lov at smage, så tag den endelig med. Det kan være vin med nogle år på flaske, vin du gerne vil have andres mening om, eller bare vin du gerne vil præsentere. Det kan jo være, at du vil teste din vins syre, som ovenfor beskrevet.
- I skal selv medbringe jeres eftermiddagskaffe.
- Samtale og erfaringsudveksling om arbejdet med vin, markarbejdet, kælderarbejde. Eventuelt lidt forening nyt.
Sted:
Vi mødes på Agerskov Skole, Nørregade 17, 6534 Agerskov. Kør op langs cykelskuret og ind i skolegården, hvor I finder hovedindgangen.
Pris: Husk 20 kr. i mødegebyr til lokalforeningen. Derudover er arrangementet gratis.
Kursus i mousserende vin søndag den 2.december 2012 på Agerskov Skole
Hermed indbydes til kursus søndag den 2. december kl. 10.00 – 15.00 på Agerskov Skole
Kursusindhold:
Kursus kommer til at forme sig som en teoretisk gennemgang i fremstilling af mousserende vin fulgt op af praktisk arbejde, hvor kursusdeltagerne også selv inddrages i det praktiske arbejde.
Instruktør er Søren Kongsted.
”Gode råd”:
Hvis I har planer om at skulle arbejde med mousserende vin i år, så er her lidt gode råd fra Søren.
Fremstil en basisvin, hvid eller rosé, lad den gære helt ud til maksimum 10-10½ procent alkohol. Stil vinen køligt for at klare. Undgå tilsætning af sulfit, hvis druematerialet har været sundt. Ellers maksimum 1 g. sulfit pr. 25 ltr. vin. Tilsæt Bentonit for at undgå ”svæv” i vinen. (Æggehvidestoffer) Omstik basisvinen, når den er klaret til en absolut fyldt beholder. Nu kan vinen stå klar til anden gæring på flaske til efter kurset.
Inden anden gæring på flaske sættes i gang skal man have samlet/indkøbt følgende: Champagneflasker, 29 mm. kapsler, kapsel ”presse” og Bayanus gær. ( Evt. Sekt Klar ) Div. materialer kan indkøbes/deles med ”nabo vinavler”.
Søren kan kontaktes for yderligere spørgsmål på tlf. 29293425 – e-mail skongsted@live.dk.
Sted: Vi mødes på Agerskov Skole, Nørregade 17, 6534 Agerskov. Kør op langs cykelskuret og ind i skolegården, hvor I finder hovedindgangen.
Medbring selv: I skal selv sørge for jeres frokost, drikkevarer evt. kaffe, hvad I har brug for i løbet af dagen. Medbring også et vinglas til en smagsprøve. Vinavlere er velkomne til at medbringe lidt vin af egen avl, som andre avlere godt må smage.
Pris: Prisen for kurset er 100 kr. pr. deltager. For dette beløb får man undervisning, instruktionshæfte, materialeforbrug under kurset, smagsprøve og mødegebyr til lokalgruppen.
Tilmelding: Af hensyn til den praktiske tilrettelæggelse beder vi om tilmelding senest den 23. november til Jens Wichmann, tlf. 74 83 36 12, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com
Referat fra Forårsmøde søndag den 18. marts 2012 hos Lindegård Vin
Søndag den 18. marts var 15 vinavlere samlet hos Lindegård Vin i deres dejlige velindrettede ”vinrum”.
Vi startede mødet med en præsentation af dagens program, en præsentation af de tilstedeværende, herunder 2 nye vinavlere i vores kreds. Under denne del af mødet servere Lindegård en mousserende pink vin, og der blev duftet, smagt og udtalt mange velfortjente roser til et flot glas vin.
Herefter gav Søren en grundig gennemgang af vinbeskæring og opbinding, og det hele blev illustreret i hans PowerPoint præsentation. Vi kom således igennem opbindingsformer, vinterbeskæring og sommerbeskæring. Denne gennemgang gav anledning til mange gode spørgsmål og drøftelse af mulige måder at beskære vinen på, under skyldig hensyntagen til sorter og klimatiske forhold.
Trods det noget ustadige vejr kørte vi herefter i vinmarken. Vi fik her anledning til at se den gamle og den nye vinmark. Vi gik herefter til den praktiske del af beskæringen, hvor vi med saksen i hånd kunne se, hvordan teori bliver til praksis. Vi fik herunder kigget lidt på værktøjer i vinbeskæring.
Tilbage i varmen på Lindgård havde Vita et flot kaffebord til os. Her fortsatte snakken om vin, beskæring, sorter og de seneste års klimatiske udfordringer. Jens havde medbragt et par røde vine fra 2010 repræsenterende forskellige røde druesorter.
Vi sluttede med kort at omtale årets øvrige aktiviteter, sommerudflugt i juni, vinskue i november, kursus i mousserende vin i december. Alle arrangementer vil blive annoncerede med tilmelding, når vi nærmer os.
Sluttelig skal der lyde en stor tak til Knud, Vita, Børge og Søren for en dejlig eftermiddag.
Forårsmøde søndag den 18. marts 2012 hos Lindegård Vin
Hermed indbydes til møde søndag den 18. marts kl. 13.00 hos Lindegård Vin.
Mødet kommer til at forme sig som et beskærekursus med teori, praktisk beskæring i vinmarken, mulighed for spørgsmål og drøftelse af beskæring og vinavl i øvrigt.
Program:
- Søren fra Lindegård Vin vil kort sige nogen om beskæringens betydning og lidt om fremgangsmåde.
- Herefter går vi i Lindegård Vins vinmark, hvor vi selv får lov til og får er erfaring med det praktiske arbejde ved beskæring. Så her vil vi erfarne og mindre erfarne vinavlere arbejde med og drøfte beskæringens ”svære kunst”. Husk at medbringe beskæresaks og gummistøvler.
- Tilbage i Lindegård Vins lokaler har vi mulighed for at tale om vores arbejde med beskæring, ligesom vi kan drøfte alle andre forhold vedrørende vinavl.
- Smagning og hygge. Vi smager på de af medlemmerne medbragte vine. Har du en vin, som du synes andre skal have lov at smage, så tag den endelig med. Det kan være vin med nogle år på flaske, vin du gerne vil have andres mening om, eller bare vin du gerne vil præsentere.
- Eventuelt, herunder tanker, ønsker og ideer til vores klubliv i Syd- og Sønderjylland.
Sted: Vi mødes på Lindegård, Kolding Landevej 96 Taulov, 7000 Fredericia
Tilmelding: Af hensyn til vore værter beder vi om tilmelding senest den 13. marts til Jens Wichmann, tlf. 74833612, eller meget lettere familienwichmann@gmail.com




















